Selvværd

”Alle er genier.
Men hvis man dømmer en fisk ud fra dens evne til at klatre i træer,
vil den hele sit liv tro, den er dum”

– Albert Einstein

Selvværd er et begreb, de fleste kender til, men det kan være svært at sætte fingeren på, hvad det er for en størrelse. Grundlæggende kan man sige, at selvværd er en følelse af berettigelse til at have egne følelser, behov og meninger. Selvværd er også at opleve ligeværd i forhold til andre, en følelse af at have værdi som den, man er!

Selvværd grundlægges i barndommen

Psykolog Daniel Stern har beskrevet, hvordan Kerne-selvet udvikles allerede i barnets første halve år, som resultatet af samspil med tilknytningspersonerne.

Måden du bliver mødt på i dine behov, udtryk og handlinger, bliver fundament for, hvordan det føles at være dig. Det er grundlæggende for den udviklingsproces, det er at ”blive til” som person. Det er en del af fundamentet for det, der senere kan kaldes selvværd.

Senere i udviklingen får det også betydning, hvordan man bliver mødt af skolekammerater, lærere, studiekammerater, arbejdsgivere med flere. Ens oplevelse af det samspil man har med andre betydningsfulde personer, bliver en betydelig del af ens selvværd. Selvværdet er heldigvis ikke en statisk størrelse og det kan derfor udvikle sig livet igennem.

Lavt selvværd

Har man et lavt selvværd, kan det være særdeles smertefuldt, skamfuldt og hæmmende i hverdagen. Hvis man har en oplevelse af ikke at være værdifuld, vil det også påvirke relationen til andre mennesker. Det kan være svært at sige til og fra. Derfor kan man derfor opleve at være for længe i nogle relationer, som ikke er støttende for et godt selvværd

Årsagen til lavt selvværd kan bl.a. være:

  • Tidlige svigt i barndommen
  • At man er blevet anerkendt mere for sine præstationer end for at være den, man er
  • Mobning i skolen eller på arbejdspladsen
  • At man i længere tid er blevet behandlet dårligt (og har ladet sig behandle dårligt) af en nærtstående
  • Mishandling – fysisk eller psykisk
  • Vedvarende stress, hvor man i en længere periode er gået alt for meget på kompromis med sine egne behov

Et godt selvværd

Når dit selvværd er godt, oplever du at:

  • Hvile i dig selv
  • Vide, hvad der er vigtigt for dig
  • Have en sikker følelse af hvilke relationer, der er betydningsfulde for dig
  • Kunne mærke hvor dine grænser går
  • Have mod på at tage udfordringer op

Når dit selvværd er godt, er du ikke bange for at markere dig. Du formår at og sætte ord på, hvad der føles rigtigt og forkert for dig.

Med et godt selvværd har du tillid til, at andre kan rumme dig, som du er. Og at andre elsker dig, fordi du er dig – ikke fordi du kan eller gør noget specielt. Med et godt selvværd, er det også lettere at være uenig med andre. Fordi dit gode selvværd får dig til at føle, at I begge er ok, som I er. 

Selvværd – hvad tænker du om dig selv?

Hvis man har et lavt selvværd, vil man ofte være optaget af, hvad andre tænker, synes og mener om én. Man kan have tendens til at vende de negative tanker og vrede mod sig selv.

Ofte kan personer med lavt selvværd sige til sig selv:

  • jeg er altid så kedelig og uinteressant
  • jeg er bare ikke god nok
  • jeg er ikke værd at elske
  • jeg har ikke fortjent at have det godt.

Det kan have en stor betydning at opdage denne selvkritik. For så kan du få støtte til at begynde at møde sig selv på en mere nænsom og positiv måde.

Selvværd og undvigeadfærd

For ikke at mærke den lave selvfølelse kan man kompensere ved at prøve at være perfekt. Man kan være så optaget af at fremstå perfekt, at man ikke kan slappe af i andres selskab. For at undgå at føle sig unaturlig og akavet begynder man måske at melde fra til sociale arrangementer.

Det lave selvværd kan derfor medføre ensomhed og depression samt forhindre dig i at opbygge stærke relationer.

Lavt selvværd – som at være til eksamen

Efter længere tid med lavt selvværd kan præstation og det at være god nok være tæt forbundne. Man kan føle det som altid at være til eksamen. Lavt selvværd kan nemlig give en følelse af at alt, hvad man siger og gør, bliver vurderet. Derfor risikerer man at dumpe. Man er med andre ord kommet ud af sig selv, og ind i en form for selvovervågenhed.

Det er klart, at dette kan være angstprovokerende. Derfor er det almindeligt, at mennesker med lavt selvværd kæmper med en form for angst, for eksempel for at blive afsløret. En angst for at andre opdager, at man ikke er god nok, men blot har snydt og spillet kommedie.

Således kan  frygt for at skuffe andre også hænge sammen med lavt selvværd.

Ved du, hvordan du har det?

Er man udfordret på sit selvværd, bruger man meget energi i relation til andre mennesker og er konstant på overarbejde.

Man prøver at passe ind, at levere varen, og at gøre andre tilfredse. Derfor er man langt mere optaget af om andre har det godt end af, hvordan man selv har det. Det betyder, at man tilsidesætter egne behov.

Derfor vil mange med lavt selvværd også opleve, at man let bliver træt og føler sig drænet for energi.

Heling af det sårede selvværd

Gennem terapeutisk hjælp kan du gennemgå en personlig udvikling. Her kan du for måske første gang i dit liv begynder at få en fornemmelse og oplevelse af, at du har en værdi. Fordi du er lige præcis den, du er!

Der er flere elementer i arbejdet med at hele et såret selvværd. Eksempelvis at:

  • mærke og udtrykke personlige grænser
  • mærke og udtrykke egne følelser og behov
  • udvikle evnen til egenomsorg
  • stoppe selvkritik og indadrettet vrede, og rette følelsen ud af, hvor det er relevant

Ofte møder vi os selv, som vi er blevet mødt af andre. Det kan være skelsættende at opdage hvordan man helt ubevidst tilsidesætter sine behov. At man overhører sine følelser og prøver at føle på en bestemt måde, selvom man egentlig har det anderledes.  Når det bliver klart og tydeligt gennem terapeutisk arbejde, og når man står ved sig selv, sker der en forandring.